-
Forsker sender stikpille til populær grøn grød: Det er ikke nok at få sine grøntsager på denne måde
来源: BDK Borsnyt / 01 8月 2025 01:03:09 America/Los_Angeles
Flere danskere begynder deres morgen med at indtage en stor portion blendet frugt og grønt. Det er en nem måde at få de anbefalede mængder på – men det er ikke nødvendigvis optimalt, hvis målet er sundere tarme. Sådan lyder det nu fra Henrik Roager, der er lektor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet og forsker i tarmsundhed. »Man går glip af nogle vigtige og sunde effekter af maden i tarmene, hvis man udelukkende spiser sine grøntsager som en smoothie eller grød,« siger han. Det skyldes, at grøntsagerne er blendet. Blendning nedbryder cellevæggene i grøntsagernes fibre. Det betyder, at fibrene hurtigere omsættes. Hvis grøntsagerne derimod er grove, er fibrene intakte. Det betyder, at grøntsagerne skal arbejde sig hele vejen ned gennem tyktarmen, hvilket giver en mere gradvis omsætning, fortæller Henrik Roager. Den langsomme proces er sund, fordi: Den stimulerer i højere grad tarmene, hvilket blandt andet forebygger forstoppelse. Ligesom andre muskler skal tarmene trænes for at bevare deres styrke og funktion. Det bliver de i højere grad, hvis man sørger for også at spise grove grøntsager. De langsomt nedbrydelige fibre i grove grøntsager får tarmbakterierne til at producere såkaldte kortkædede fedtsyrer, der dæmper inflammation og mindsker risikoen for sygdomme. Det gør blendede grøntsager også, men det er ikke lige så effektivt, ifølge Henrik Roager. Når det tager længere tid for tarmene at fordøje grøntsagerne, vil det desuden resultere i mere mæthed og et mere stabilt blodsukker på sigt. Grove grøntsager er blandt andet kål, gulerødder, majs, rødbeder og porrer. Ikke-grove grøntsager er blandt andet tomater, agurker, hovedsalat og peberfrugt. De er også sunde for tarmene, men giver heller ikke de helt samme effekter som de grove, fortæller Henrik Roager. Professorens grønne grød Grøntsagssmoothien er blevet populær, efter at professor Oluf Borbye Pedersen i flere medier har fortalt om sin egen metode til at få nok grønt hver dag: En stor mængde blendede grøntsager, der har fået navnet »Professorens grønne grød«. Han påpeger, at grøntsagerne ikke indeholder færre fibre, blot fordi de er blendet – og at den hurtigere omsætning også er sund. »Ved at blende plantemaden gøres den mere tilgængelig for tarmbakteriernes enzymer, så de kan fordøje flere af de ellers ufordøjelige kostfibre og omdanne dem til helbredsfremmende fedtsyrer,« siger Oluf Borbye Pedersen. Han tilføjer desuden, at sundhedseffekterne af forskellige former for tilberedning af grøntsager ikke er undersøgt. Han er derfor i tvivl om, hvorvidt det er sundest at spise blendede eller grove grøntsager. Selv spiser han dog også grove grøntsager dagligt. »Morgengrøden, som min familie og jeg har spist i nu 37 år, er blendet råkost, men til frokost og aftensmad tygger jeg mig gennem råkost. Mit gæt er, at jeg spiser omtrent samme mængde blendet og tygget plantemad i løbet af dagen,« siger han. Forskerens råd Henrik Roager fastslår, at han ikke mener, at blendede grøntsager er usunde – tværtimod. De er en god måde at indtage store mængder grønt på – og det er bestemt sundere at spise en smoothie eller en grød end slet ikke at spise grønt, påpeger han. »Men en blanding er nok at foretrække,« siger Henrik Roager. »Både lidt gennem en smoothie, og så skal man også huske at få de grove grøntsager, så man stimulerer tarmene mere. Måske en smoothie til morgenmad og nogle grove grøntsager til aftensmad,« lyder det fra forskeren. https://www.berlingske.dk/vores-liv/forsker-sender-stikpille-til-populaer-groen-groed-det-er-ikke-nok-at-faa